tirsdag den 3. december 2013

Om ikke at ville have børn – og en lille smule om at være meget lidt rummelig

Lad det være sagt med det samme: Jeg ønsker ikke at få børn, ønskede det ikke for 5, 10 eller 15 år siden, og får ikke et ønske om det – heller ikke selvom mange mødre (primært på min egen alder) bliver ved med at fortælle mig, hvor meget jeg går glip af, og at ”det nok skal komme”.  Jeg ønsker derimod at have et barn i mit liv, et barn som har rundet den alder, hvor det har smidt sutten, ikke er medlem af Pampers-klubben længere, og som er nået til et stadie af sit liv, hvor det kan føre en samtale. Det har jeg fået (kæresten havde et med). En bedårede lille pige på 5 år med masser af gå-på-mod, store forventninger til verden og en sund interesse for legetøj (hvilket sgu nok gælder piger i alle aldre med undtagelse af gå-på-modet og de store forventninger). Hun er fantastisk og sød og dejlig og velopdragen. I et underskuds-øjeblik (er det et ord?) ville jeg nok også sige, at hun er årsagen til, at jeg for nogle uger siden sad på mit køkkenbord og bløbbede rødvin og kæderøg midt om natten i afmagt. I et hvert andet øjeblik ville jeg nok have givet mig selv (og min meget korte lunte på daværende tidspunkt) skylden.

Lad mig præsentere situationen kort: kl. 02:43 falder prinsessen ned af sin seng (og nej, det er sjovt nok ikke mig vi taler om her), hele familien vågner (dvs. Far, kat og undertegnede), prinsessen samles op og trøstes. Kl. 02:44: alle vender tilbage til drømmeland – på nær mig. Omkring 03:30 finder jeg køkken og rødvin.

Det skal lige siges, at før prinsessens fald, havde jeg været sammen med hende i en lille uge. Det lyder måske ikke af meget, men når man ikke har været sammen med en 5-årig pige med en forkærlighed for sig selv og ”jeg-kan-sno-far-om-lillefingeren”-konceptet i så lang tid før, kan det godt være lidt af en udfordring. Hun er sød, er du vanvittig, hun er sød, men indrømmer blankt, at jeg allerede efter 48 timer var overbevist om, at pigebarnet var på speed. Min kæreste forsikrede mig, at det ikke var tilfældet, men jeg er stadig ikke sikker. På trods af, at vi i løbet af ”besøgsugen” tegnede og sang og legede og var på 67 udflugter, gik luften sgu ikke ud af ballonen. Ikke af hendes, i al fald. Jeg var mere træt end efter en 24-timers druktur.

Anyway, hvis jeg skal være bundærlig, så havde jeg mest lyst til at sætte ild til både far og datter og begå kollektivt selvmord sammen med min kat. – Men det må man jo ikke, så jeg valgte som sagt den nemme løsning: kombinationen af rødvin, smøger og køkkenbord. Nogen vil nok sige, at det er ”forkert” eller ”uansvarligt” at reagere på den måde (læs: drikke alkohol) med et barn i huset, men JEG KUNNE SIMPELTHEN IKKE MERE! – Og det ville sgu nok også have været ”forkert”, hvis jeg havde skreget ”hold kæft” lige ind i hovedet på barnet, så snart hun slog øjnene op efter en PISSEGOD nattesøvn.

Jeg ved ikke, om min reaktion kan betegnes som ”normal” (sammenhængen taget i betragtning), eller om det skal ses som et unikt og sørgeligt tilfælde udi den menneskelige adfærd. Det er ej desto mindre, sådan jeg agerede. Nu er der 3 dage til hun kommer igen, og jeg ser faktisk frem til det (ikke kun fordi hun ikke skal være her i mere end 4 dage).  - Og det er jo bare en time-share-ordning, hvor ”prinsessen” kun er her ca. en uge om måneden, fordi hun bor i Island. - Og jeg vil jo faktisk rigtig gerne være en af de her kvinder, der kan kaldes ”bonus-mor” (et overskuds-prædikat, man umiddelbart skal gøre sig fortjent til ved at være ”fars rummelige kæreste”), og nu har jeg jo haft min debut udi langvarigt samvær med 5-årig, så det bliver sikkert rigtig hyggeligt (vi skal pynte op til jul og alt muligt). 

Næste ”debut”  bliver så, at vi får besøg af familien fra Jylland, imens hun er her, og det bliver bare en oplevelse ud over alle grænser. Hurra! Vi skal nemlig kun være 4 voksne og 3 børn i en 3-værelses lejlighed i to dage…

(Gad vide om jeg bliver samlet op fra gulvet, hvis jeg falder ned fra køkkenbordet, selvom årsagen ville være lidt for meget rødvin)

Glædelig jul alle sammen!



mandag den 21. oktober 2013

Om at sige undskyld – og en lille smule om at fnugrulle sin kat

Jeg er stadig arbejdsløs. På tredje måned. Det er ikke særlig tilfredsstillende, men ikke det, dette indlæg skal handle om. Det skal derimod handle om, hvor ufattelig travlt et menneske jeg pludselig er blevet. For man er jo meget presset tidsmæssigt, når man ikke har noget at lave(???).

Selvfølgelig skriver jeg ansøgninger (med en stadig dalende optimisme), gør rent, handler ind og fnugruller min kat (hun kan altså godt lide det). Jeg er også flyttet sammen med min kæreste efter at have kendt ham i en måned, men det er en anden historie. Hvorom alting er, kan den opmærksomme læser godt se, at jeg har en relativt stramt program. – Og så er det, jeg lige er nødt til at sætte mig selv på en velfortjent og tiltrængt pause og spørge mig selv: HVAD F*ANDEN ER DET LIGE, DER FOREGÅR?

Da jeg havde et job, og da jeg skrev speciale, var tidsmangel ikke et problem som sådan. Jeg havde tid til at se mine veninder, jeg ringede til min mor et par gange om ugen OG gjorde rent OG handlede ind OG fnugrullede min kat. Set i erkendelsens lys må jeg konstatere, at jeg finder min adfærd decideret pinlig. Jeg vil derfor gerne sige undskyld for min manglende opmærksomhed. Ikke så meget til min mor, for hun virker ret uberørt af ”situationen”. Mest til de mennesker, som jeg holder ufatteligt meget af; mine venner og veninder, som sgu er der lige meget, hvor travl en hverdag, de har. Dem som jeg ikke lige får ringet tilbage til på trods af, at jeg rent faktisk går og savner dem. Dem som er det vigtigste på bundlinjen. UNDSKYLD! Jeg skal nok prøve at komme ind i kampen.


Jeg får i morgen svar på, om jeg er gået videre til 2. samtalerunde til et job, jeg virkelig gerne vil have. Vær sød at krydse fingre for, at jeg får jobbet. Ikke kun fordi det er drømmejobbet, men fordi jeg virkelig gerne vil ud af den meget stressende hverdag, jeg går og bilder mig selv ind, at jeg befinder mig i.

søndag den 4. august 2013

Om at være sindsygt forelsket – og en lille smule om det uopdagede gen

Den opmærksomme læser har nok allerede en idé om, hvad dette indlægs omdrejningspunkt er qua overskriften. Lad mig dog understrege det alligevel: jeg er blevet forelsket, og det er stukket fuldstændig af (jeg glemmer sågar at spise!).

De fleste mennesker kan, som udgangspunkt, blive enige om, at forelskelse er en god ting, specielt når det er gensidigt – og gudhjælpemig om det ikke er tilfældet (så så man det med). Jeg har været på kanotur og fundet verdens mest fantastiske, søde, sjove og lækre mand! Der må virkelig have ligget noget karma på kontoen. MEN (for selvfølgelig er der et ”men”) alligevel skal undertegnede nok kunne sparke en krise ind fra sidelinjen. Man er vel en rigtig kvinde, hurra!

Engang i det 19. århundrede kategoriserede den kloge Stendhal den gensidige følelse af at være seksuelt og emotionelt tiltrukket af hinanden, og mere eller mindre ude af stand til at fokusere på noget andet end forholdet som ”amour passion”. – Og uden tvivl, det er dér jeg ligger og padler rundt.

Det er fantastisk, men der er stadig ikke nogen, der har kategoriseret eller fundet det gen, der forårsager ”tænk hvis han nu ikke kan lide mig alligevel”-krisen, fordi han ikke lige er opmærksom i 20 minutter. Denne følelse til trods for, at jeg konstant får at vide, at jeg er fantastisk, dejlig og lækker. – Og, som det halvpsykotiske kvindemenneske jeg er, har lukket op for godteposen i et svagt øjeblik og fortalt, at jeg har denne følelse, og svaret bliver mødt med rummelighed og flere komplimenter til samlingen og en ”os-to-for-evigt”-mentalitet, der absolut ikke er til at tage fejl af. Det er all rainbows and butterflies, og havde det ikke været fordi, vi interagerer seksuelt uafbrudt (må man sige ”knalde” i et forum som dette?), så havde det været lige til en romantisk blockbuster.

Skrider genet på permanent sommerferie af den grund? Nej, selvfølgelig NEJ! Hvad er det lige, der foregår? Er der venligst nogen, der gider at svare?! Jeg må konstatere, at jeg ikke er det eneste fjols, der render rundt og overanalyserer og opfører sig dybt utaknemmeligt og latterligt i en situation, der er, ja, all rainbows and butterflies. Min veninde Marija ville sige, at det har noget med frygt at gøre. Min anden veninde Nana ville nok sige, at jeg er syg i potten. Jeg mener stadig, at det er et uopdaget gen, for det ville s*tme være katastrofalt, hvis jeg selv er spade nok til at være skyld i det. Der må være noget forsker, der kommer ind i kampen her. (og så tager vi lige en dyb vejrtrækning)

Anyway, lige nu går det meget godt. Det uopdagede gen har taget en lur, og jeg sidder ekstatisk og fatter ikke, hvor fantastisk mit liv er. Aldrig har jeg være så glad i låget! Verden er vidunderlig!

Slutteligt vil jeg sige: ”Benjamin, jeg beklager, men det bliver sgu aldrig os to”. Til læsere der ikke har læst mit sidste indlæg, kan jeg afsløre, at Benjamin er en franskmand, jeg ikke kan huske at have mødt, og som jeg havde en plan om at indlede et forhold til, når jeg en dag går på pension.


(Hvis nogen skulle støde på et reality show med navnet ”Fra kano til kærlighed”, er det mig, der har solgt konceptet til en desperat tv-station, for jeg er stadig arbejdsløs, og jeg er sikker på, at min enestående situation vil være yderst indbringende. Måske kun de første par afsnit, da det ikke når op på siden af Paradise Hotel og ikke byder på bunkepul til aftenkaffen.  – Selvom der sikkert ville være masser af tilmeldte, hvis det var tilfældet, da jeg jo er max lækker (for det siger min kæreste selv!). )

tirsdag den 11. juni 2013

Om overspringshandlinger – og en lille smule om at være en lille smule frankofil

Lad mig sige det med det samme ”overspringshandlinger” er blevet en fast del, ikke kun af mit ordforråd, men af hele mit repertoire, herunder min adfærd, indenfor de sidste par måneder. Og ligesom med så meget andet, bliver man bedre til det med tiden.
Personligt er jeg af den holdning, at jeg har avanceret indenfor relativt kort tid. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg har lært at strukturere mine overspringshandlinger. Ikke helt dog, man er jo nødt til at være en kende med på noderne og inkludere ”spontan” i sin ”self-identity”.

Hvorom alting er; lad denne blog være et slående eksempel på den perfekte overspringshandling.

Første skridt er at ”set the scene” så at sige.
Jeg har dry martini, katten er lagt til at sove, smøgerne er linet op på stribe, og min strømforsyning er sat i stikket.
Næste skridt er at finde ud af, hvad man vil foretage sig, helt spontant, selvfølgelig. (Vi lever vel for pokker i det senmoderne samfund!)  
Her er det, at mit lille skriv kommer ind i billedet; fordi det er rart, og fordi jeg blev inspireret (hvilket ikke har været tilfælde alt for længe).

Her ophører det planlagte og planlagt spontane for mit vedkommende. Strukturen ryger, og hjerte rimer på smerte… Nej (jo, lidt), men det er nu, at jeg rent faktisk kan koncentrere mig om ikke at koncentrere mig om alt det overspringshandlingen er til for. Dette betyder i dette tilfælde, at resten af dette blogindlæg kommer til at mangle en seriøs råd tråd.

Jeg må indrømme, at jeg i en lang periode har manglet(?) en sund interesse for det modsatte køn. Det er gået over – på den relativt urealistiske, dog optimistiske, måde. Frem i lyset skal det ej desto mindre!

Jeg arbejder på at forelske mig i en franskmand, der kan forsøde mit otium, når jeg sidder med mit bobbede lilla hår, mine 7 katte, Campari med vand og mine Café Creme omgivet af lilla fløj og kunstig silke. Scenen er en beskeden lejlighed nær Place Pigalle i Paris (franskmandens og min – ingen særeje i den forbindelse).
Franskmanden hedder Benjamin, bor i Paris, har studeret i København og er alt andet end utiltrækkende. Sidstnævnte ved jeg, fordi jeg har set et billede af ham. Nej, jeg er ikke hoppet tilbage til online dating. Til gengæld har jeg stalket ham i bedste stil på nettet, men det kommer vi tilbage til.
Jeg mødte ham for et par år siden på mit stamværtshus – det siger han i hvert fald – jeg kan bare ikke huske det. Et halvt års tid efter finder manden mig på Twitter. Kan ikke huske om jeg indrømmede, at jeg ikke kunne huske ham, men han henviste til ”that bar in Copenhagen”, og eftersom jeg kun kommer ét sted, var det ikke så svært at gætte hvor. Vi havde en kort dialog på Twitter, og det var det.

Nu ligger landet således, at jeg er ved at være færdig med min uddannelse og er jævnt arbejdsløs, hvorfor jeg er gået all in på Linkedin. Her har jeg i ren desperation tilføjet alt med en puls, herunder Benjamin. – Og søreme om der ikke var et billede af min kommende mand dér! Han så sgu sød ud – hvorfor mine stalker-tendenser meldte sig.
Nå, men efter halvandet år har jeg kontaktet ham på Twitter. Meget stuerent, da jeg tænker, at jeg lægger blidt ud, og fordi jeg ikke har styr på de dér privacy settings. Han svarer! Jeg er glad og skriver igen.

Det er nu anti-klimaks kommer på banen. Jeg skrev for to dage siden, og han har ikke svaret. Ikke at jeg spurgte ham om noget, men alligevel. Nu har jeg requested ham på Facebook. Kan jo for pokker ikke sidde og trille tommelfingre. Jeg ved godt, at jeg ikke har mulighed for at tage til Paris før til foråret, men man må vel gøre sit forarbejde.

Her slutter den ulykkelige kærlighedshistorie. - For hvad kan jeg gøre, andet end at krydse fingre for, at han indser, at hans kommende hustru venter i spænding på at høre fra ham…


Vil slutteligt anbefale den vermouth jeg senest har købt: Noilly Prat (jep, den er fransk. Drikker ikke andet for eftertiden).

mandag den 13. maj 2013

Om at skamme sig - men kun en lille bitte smule


Jeg er kommet til at tænke ikke særlig pæne tanker om et andet menneske. Et menneske, som ikke har opført sig særlig pænt overfor andre mennesker, men som udgangspunkt får tilbage tifold nu. Og jeg fryder mig sgu en lille bitte smule - det er løgn - jeg fryder mig helt op i skyerne.

Og så tænker jeg: er der en straf for at tænke som jeg gør? 
Nu er jeg som udgangspunkt hverken religiøs eller overtroisk (jeg ved at nogen ville sige, at det er det samme), men jeg overvejer sgu alligevel, om der er noget "minus-karma" efter mig i denne forbindelse. -Og at det fandeme har vidst, siden jeg kom til verden, at jeg ind imellem tænker som en lille led heks. Fordi hvorfor skulle jeg ellers være udstyret med tyndt slaskehår, som aldrig vil makke ret, hvorfor er min hukommelse ind imellem så skidt, at jeg nærmest flover mig, hvorfor kan jeg få tømmermænd af to små øl, hvorfor slår jeg mine planter ihjel for et godt ord (ikke med vilje) osv osv.? 

Jeg er opmærksom på, at disse ting ikke er noget der forstyrrer verdensfreden, og at der sker mange dejlige ting omkring mig, men det er sgu stadig ting, der irriterer mig i min hverdag. Som i relativt meget, hvilket nok er den største straf. 

Tænker, at der sidder en eller anden lille karma-nisse et eller andet sted og griner sin røv i laser. Primært over min irritation over småting. Han går ikke væk, og det værste er, at jeg ved jo godt, at det ikke er sidste gang, at han markerer sig, for det er sgu ikke sidste gang, jeg tænker som en led kost.

Så kan jeg lære det - eller hvad? 

onsdag den 10. april 2013

Om ikke at magte det og stadig ikke magte det

Jeg har en profil på et dating site. Det blev jeg i dag mindet om, da jeg modtog en mail, som med dommedagsrøst fortalte mig, at min ”du-får-det-hele-på-den-halve-tid-og-lever-lykkeligt-til-dine-dages-ende”-profil ville udløbe indenfor de næste 48 timer. Der var selvfølgelig hjælp at hente; et meget nærværende link, der fluks ville føre mig til en betalingsside, som kunne sikre min romantiske fremtid, smilede glad til mig.

Nu ligger landet bare sådan, at trangen til at hoppe ned i kaninens hul (der ifølge dating sitet skulle være fyldt med elskovshungrende og kærlige mænd) var ret fraværende. Jeg er desværre(?) nået til det punkt i mit singleliv, at jeg for længst har været forbi følgende faser: 1) Jeg er single, det er fedt, stik mig noget sex PRONTO! 2) Mænd er ikke kun sexlegetøj, de er også kærestepotentiale, med masser af overskud til mig. 3) Overskud udebliver, desperationen efter en kæreste kommer snigende. 4) Desperationen forsvinder og erstattes af lyserød og fortrøstningsfuld længsel efter en (k)ærlig mand., samt 5) Total opgivelse (for der er jo ingen der vil have mig, piv, PIV). Jeg er nu nået til, hvad jeg egentlig synes er den mest ærgerlige fase: Dovenskab (ville have kastet et udråbstegn ind fra sidelinjen, men jeg magtede det ikke).

Det er ikke fordi jeg ikke ønsker mig en kæreste, men det er heller ikke fordi jeg gør, og det går jo fint uden, og det er jo nok også lidt besværligt, og i øvrigt er jeg begyndt at fylde relativt meget i mit eget liv, så der er faktisk ikke plads. – Og så har jeg en kat, så hvad fanden skal jeg med en mand (så er der jo to, der kan fælde i min seng).

”It’s the circle of life”, ville hele Danmarks sex- og parforholdsorakel, Joan Ørting, sikkert synge med sikker og sprød stemme, vel akkompagneret af 20 disciple i baggrunden med hver deres messende dildo i hånden, ”det hele skal nok komme tilbage til dig - tralalaaaaa”. ”But I don’t give a f*ck”, ville jeg så hæst svare, ”for jeg maaaaagter det ikke”.

Nå, men tilbage til mailen og min profil, der udløber om faretruende kort tid. Jeg oprettede den jo for et par måneder siden med mere eller mindre blod på tanden. – Og så kostede det jo kun en flad tyver for en lille ”prøveuge”, og det kunne jeg da godt lige overkomme. ”Paa den syvende Dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede paa den syvende Dag efter det værk han havde udført”, står der i 1. Mosebog. Nu er det bare sådan, at dating sites, for mit vedkommende, hviler lidt mere end de udfører på den syvende dag, så der var kort fortalt ingen rotte i fælden. Jeg ville med andre ord gerne melde mig ud af sekten. Linket med ”jeg-stemmer-mig-selv-ud”-funktionen var bare mere hemmelig end forventet, og da jeg endelig kom i telefonisk kontakt med pågældende dating sites’ kundeservice, var det for sent. Sekten havde allerede hapset godt firehundrede kroner fra undertegnedes, i forvejen slidte, betalingskort. Oh well, så må man jo alligevel til det (selvom jeg virkelig ikke magter det) og være lidt aktiv på sitet, tænkte jeg. – Og jeg prøvede også. Efter prøveugen havde jeg endnu ikke fået skrevet den obligatoriske salgstale, der hører sig hjemme på en dating profil. Havde dog helt obligatorisk løjet om min vægt, overvejet at lyve om min alder, undret mig over, hvor jeg står politisk og ellers udfyldt resten af ”den nemme” del af profilen; mørkhåret, 173 cm. høj, glad for 80’er pop, ryger etc.

Jeg ved ikke helt, om man kan sige, at det gav pote. Havde sådan set forventet en eksplosion i min indbakke med mænd der bare gerne ville giftes med mig, eventuelt føde mine børn (vi skal vel have ligestilling). Succesen udeblev. Ikke at jeg ikke modtog post, for det gjorde jeg da, bare ikke fra nogen, der appellerede synderligt meget til mig. Enten var de for tynde, for lave, for langt væk, for gamle, for unge, ja, you name it. Der var sgu et eller andet i vejen med dem alle sammen. Nu er det jo ikke fordi, jeg selv er en langbenet modella med langt lyst hår og kan klemme mig ned i 90-60-90 cm.-skabelonen, så jeg ved egentlig ikke, hvor min Mæersk-lignende kravspecifikation kom fra. Skal spare dig, kære læser, for detaljerne, men kravene var der ej desto mindre. Nogen vil kalde mig kræsen, andre vil nok kalde mig selektiv, hvad jeg vil definere mig selv som, udover doven, må stå hen i det uvisse.

Jeg må dog nok bare erkende, at digitale scoresteder, ikke er de ideelle jagtmarker for mig, men samtidig også se i øjnene, at ”de ideelle”, hvad det så dækker over, er gået i hvile-mode, og jeg magter helt ærligt ikke at lede efter dem.

fredag den 15. marts 2013

Om at have behov for at være midtpunkt - som i "hele tiden"

Godt så! Finally gone public med en næsten lige så relevant livsstil som Maria Magdalene på de dage, der ikke er omtalt i Bibelen. Follow my blog with Bloglovin

torsdag den 14. marts 2013

Om Helvede på jord forklædt som lagerhal


De fleste har prøvet det, at tingene går over gevind. Kategorien for hvad det er, der  går over gevind, varierer jo så fra person til person.

I fare for at generalisere, er der visse kategorier, der er kønsbestemte. Lagersalg er et godt eksempel, en affære jeg deltog i for første gang for nogle måneder siden. Min dejlige veninde Marija spurgte, om jeg ikke ville med til dette event af en tøjeksplosion, og jo, det kunne jeg da godt, selvom min økonomi fortalte mig at det var en rigtig rigtig dårlig idé. Allerede aftenen før begyndte jeg at forberede mig. Assisteret af en masse sjusser på et af Københavns utallige værtshuse, gjorde jeg mig klar mentalt. Det skal man jo, når det er første gang. – Og det tog tid, men da jeg kom hjem kl. 04:00 om morgenen, var jeg klar. Det var jeg sjovt nok også, da jeg stod klar foran min gadedør kl. 9:45, kæmpe bagstiv, og ventede på at Marija skulle komme og føre mig til dette mekka af nedsat tekstil.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, men det syn der mødte mig, da vi nåede frem til den hal(!), lagersalget foregik i, sendte mig ud i noget, der nærmede sig choktilstand. 300 meter kvinder udrustet med absurd store IKEA-poser, sorte sække og dræberblik stod og ventede på, at dørene blev åbnet. Og det blev de så! (Det skal her siges, at jeg godt kan lide mennesker, jeg kan bare ikke lide, når der er mange af dem, og slet ikke når de maser mig, hvorfor jeg også holder mig fra for store koncerter)
Jeg har været på Roskilde Festival og oplevet, hvor hurtigt rigtig mange mennesker kan komme ind af en relativt beskeden åbning, relativt hurtigt, men det her var ekstremt. Denne kødrand af kvinder forvandlede sig til bulldozere på et splitsekund. Jeg var skræmt! Så skræmt, at min ellers ganske rare tilstand af at være bagstiv forvandlede sig til massive tømmermænd på meget kort tid. Jeg må have set vild ud i blikket, for Marija tog mig beroligende på armen og gav mig så ellers et lynkursus i, hvordan man skulle håndtere situationen: bladre stængerne med tøj igennem med én arm og kaste evt. bytte over den anden. Gerne med albuerne ud til siden i tilfælde af, at en af de andre kvinder fra et mere eller mindre købedygtigt segment fik øje på den klud, du ellers havde udset dig. Meget anstrengende, både mentalt og fysisk. De hjerneceller der var tilbage fra aftenen før og dertil hørende manglende evne til at kunne styre mine motoriske evner, gjorde, at jeg relativt hurtigt gav op.

Jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg befandt mig i dette Dantes inferno, men jeg holdt godt fat i Marijas jakke, så jeg ikke blev væk (der var desværre ikke nogle indkøbsvogne, hun kunne sparke mig op i). Jeg var heldigvis for træt og ynkelig til at hidse mig op over de kvinder, der forulempede mig i det stykke tid, det tog Marija at tømme sin konto, og jeg gik heller ikke tomhændet hjem.
Det endte med en hat (som jeg tabte i en brun vandpyt på vejen hjem), en lille grim håndtaske (jeg stadig ikke har brugt)og et halstørklæde (der kradser). Det var li’som det, der var råd til efter aftenens og nattens mentale forberedelse. Til gengæld havde jeg blå mærker på armene dagen efter fra alle de albuer, jeg havde været i kontakt med.

Jeg gør det ALDRIG mere!