Den
opmærksomme læser har nok allerede en idé om, hvad dette indlægs
omdrejningspunkt er qua overskriften. Lad mig dog understrege det alligevel:
jeg er blevet forelsket, og det er stukket fuldstændig af (jeg glemmer sågar at
spise!).
De
fleste mennesker kan, som udgangspunkt, blive enige om, at forelskelse er en
god ting, specielt når det er gensidigt – og gudhjælpemig om det ikke er tilfældet
(så så man det med). Jeg har været på kanotur og fundet verdens mest
fantastiske, søde, sjove og lækre mand! Der må virkelig have ligget noget karma
på kontoen. MEN (for selvfølgelig er der et ”men”) alligevel skal undertegnede
nok kunne sparke en krise ind fra sidelinjen. Man er vel en rigtig kvinde,
hurra!
Engang
i det 19. århundrede kategoriserede den kloge Stendhal den gensidige følelse af
at være seksuelt og emotionelt tiltrukket af hinanden, og mere eller mindre ude
af stand til at fokusere på noget andet end forholdet som ”amour passion”. – Og
uden tvivl, det er dér jeg ligger og padler rundt.
Det
er fantastisk, men der er stadig ikke nogen, der har kategoriseret eller fundet
det gen, der forårsager ”tænk hvis han nu ikke kan lide mig alligevel”-krisen,
fordi han ikke lige er opmærksom i 20 minutter. Denne følelse til trods for, at
jeg konstant får at vide, at jeg er fantastisk, dejlig og lækker. – Og, som det
halvpsykotiske kvindemenneske jeg er, har lukket op for godteposen i et svagt øjeblik
og fortalt, at jeg har denne følelse, og svaret bliver mødt med rummelighed og
flere komplimenter til samlingen og en ”os-to-for-evigt”-mentalitet, der
absolut ikke er til at tage fejl af. Det er all rainbows and butterflies, og
havde det ikke været fordi, vi interagerer seksuelt uafbrudt (må man sige ”knalde”
i et forum som dette?), så havde det været lige til en romantisk blockbuster.
Skrider
genet på permanent sommerferie af den grund? Nej, selvfølgelig NEJ! Hvad er det
lige, der foregår? Er der venligst nogen, der gider at svare?! Jeg må
konstatere, at jeg ikke er det eneste fjols, der render rundt og overanalyserer
og opfører sig dybt utaknemmeligt og latterligt i en situation, der er, ja, all
rainbows and butterflies. Min veninde Marija ville sige, at det har noget med
frygt at gøre. Min anden veninde Nana ville nok sige, at jeg er syg i potten.
Jeg mener stadig, at det er et uopdaget gen, for det ville s*tme være
katastrofalt, hvis jeg selv er spade nok til at være skyld i det. Der må være
noget forsker, der kommer ind i kampen her. (og så tager vi lige en dyb vejrtrækning)
Anyway,
lige nu går det meget godt. Det uopdagede gen har taget en lur, og jeg sidder
ekstatisk og fatter ikke, hvor fantastisk mit liv er. Aldrig har jeg være så
glad i låget! Verden er vidunderlig!
Slutteligt
vil jeg sige: ”Benjamin, jeg beklager, men det bliver sgu aldrig os to”. Til læsere
der ikke har læst mit sidste indlæg, kan jeg afsløre, at Benjamin er en
franskmand, jeg ikke kan huske at have mødt, og som jeg havde en plan om at indlede
et forhold til, når jeg en dag går på pension.
(Hvis
nogen skulle støde på et reality show med navnet ”Fra kano til kærlighed”, er
det mig, der har solgt konceptet til en desperat tv-station, for jeg er stadig
arbejdsløs, og jeg er sikker på, at min enestående situation vil være yderst
indbringende. Måske kun de første par afsnit, da det ikke når op på siden af
Paradise Hotel og ikke byder på bunkepul til aftenkaffen. – Selvom der sikkert ville være masser
af tilmeldte, hvis det var tilfældet, da jeg jo er max lækker (for det
siger min kæreste selv!). )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar