Jeg er stadig arbejdsløs. På tredje måned. Det er
ikke særlig tilfredsstillende, men ikke det, dette indlæg skal handle om. Det
skal derimod handle om, hvor ufattelig travlt et menneske jeg pludselig er
blevet. For man er jo meget presset tidsmæssigt, når man ikke har noget at
lave(???).
Selvfølgelig skriver jeg ansøgninger (med en stadig
dalende optimisme), gør rent, handler ind og fnugruller min kat (hun kan altså
godt lide det). Jeg er også flyttet sammen med min kæreste efter at have kendt
ham i en måned, men det er en anden historie. Hvorom alting er, kan den
opmærksomme læser godt se, at jeg har en relativt stramt program. – Og så er
det, jeg lige er nødt til at sætte mig selv på en velfortjent og tiltrængt
pause og spørge mig selv: HVAD F*ANDEN ER DET LIGE, DER FOREGÅR?
Da jeg havde et job, og da jeg skrev speciale, var
tidsmangel ikke et problem som sådan. Jeg havde tid til at se mine veninder,
jeg ringede til min mor et par gange om ugen OG gjorde rent OG handlede ind OG
fnugrullede min kat. Set i erkendelsens lys må jeg konstatere, at jeg finder
min adfærd decideret pinlig. Jeg vil derfor gerne sige undskyld for min
manglende opmærksomhed. Ikke så meget til min mor, for hun virker ret uberørt
af ”situationen”. Mest til de mennesker, som jeg holder ufatteligt meget af;
mine venner og veninder, som sgu er der lige meget, hvor travl en hverdag, de
har. Dem som jeg ikke lige får ringet tilbage til på trods af, at jeg rent
faktisk går og savner dem. Dem som er det vigtigste på bundlinjen. UNDSKYLD!
Jeg skal nok prøve at komme ind i kampen.
Jeg får i morgen svar på, om jeg er gået videre til
2. samtalerunde til et job, jeg virkelig gerne vil have. Vær sød at krydse
fingre for, at jeg får jobbet. Ikke kun fordi det er drømmejobbet, men fordi
jeg virkelig gerne vil ud af den meget stressende hverdag, jeg går og bilder
mig selv ind, at jeg befinder mig i.
