Om at have behov for at være midtpunkt - som i "hele tiden"

Godt så! Finally gone public med en næsten lige så relevant livsstil som Maria Magdalene på de dage, der ikke er omtalt i Bibelen. Follow my blog with Bloglovin

Om Helvede på jord forklædt som lagerhal

De fleste har prøvet det, at tingene går over gevind. Kategorien for hvad det er, der  går over gevind, varierer jo så fra person til person.

I fare for at generalisere, er der visse kategorier, der er kønsbestemte. Lagersalg er et godt eksempel, en affære jeg deltog i for første gang for nogle måneder siden. Min dejlige veninde Marija spurgte, om jeg ikke ville med til dette event af en tøjeksplosion, og jo, det kunne jeg da godt, selvom min økonomi fortalte mig at det var en rigtig rigtig dårlig idé. Allerede aftenen før begyndte jeg at forberede mig. Assisteret af en masse sjusser på et af Københavns utallige værtshuse, gjorde jeg mig klar mentalt. Det skal man jo, når det er første gang. – Og det tog tid, men da jeg kom hjem kl. 04:00 om morgenen, var jeg klar. Det var jeg sjovt nok også, da jeg stod klar foran min gadedør kl. 9:45, kæmpe bagstiv, og ventede på at Marija skulle komme og føre mig til dette mekka af nedsat tekstil.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, men det syn der mødte mig, da vi nåede frem til den hal(!), lagersalget foregik i, sendte mig ud i noget, der nærmede sig choktilstand. 300 meter kvinder udrustet med absurd store IKEA-poser, sorte sække og dræberblik stod og ventede på, at dørene blev åbnet. Og det blev de så! (Det skal her siges, at jeg godt kan lide mennesker, jeg kan bare ikke lide, når der er mange af dem, og slet ikke når de maser mig, hvorfor jeg også holder mig fra for store koncerter)

Jeg har været på Roskilde Festival og oplevet, hvor hurtigt rigtig mange mennesker kan komme ind af en relativt beskeden åbning, relativt hurtigt, men det her var ekstremt. Denne kødrand af kvinder forvandlede sig til bulldozere på et splitsekund. Jeg var skræmt! Så skræmt, at min ellers ganske rare tilstand af at være bagstiv forvandlede sig til massive tømmermænd på meget kort tid. Jeg må have set vild ud i blikket, for Marija tog mig beroligende på armen og gav mig så ellers et lynkursus i, hvordan man skulle håndtere situationen: bladre stængerne med tøj igennem med én arm og kaste evt. bytte over den anden. Gerne med albuerne ud til siden i tilfælde af, at en af de andre kvinder fra et mere eller mindre købedygtigt segment fik øje på den klud, du ellers havde udset dig. Meget anstrengende, både mentalt og fysisk. De hjerneceller der var tilbage fra aftenen før og dertil hørende manglende evne til at kunne styre mine motoriske evner, gjorde, at jeg relativt hurtigt gav op.

Jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg befandt mig i dette Dantes inferno, men jeg holdt godt fat i Marijas jakke, så jeg ikke blev væk (der var desværre ikke nogle indkøbsvogne, hun kunne sparke mig op i). Jeg var heldigvis for træt og ynkelig til at hidse mig op over de kvinder, der forulempede mig i det stykke tid, det tog Marija at tømme sin konto, og jeg gik heller ikke tomhændet hjem.

Det endte med en hat (som jeg tabte i en brun vandpyt på vejen hjem), en lille grim håndtaske (jeg stadig ikke har brugt)og et halstørklæde (der kradser). Det var li’som det, der var råd til efter aftenens og nattens mentale forberedelse. Til gengæld havde jeg blå mærker på armene dagen efter fra alle de albuer, jeg havde været i kontakt med.

Jeg gør det ALDRIG mere!