Lad mig sige det med det samme ”overspringshandlinger”
er blevet en fast del, ikke kun af mit ordforråd, men af hele mit repertoire,
herunder min adfærd, indenfor de sidste par måneder. Og ligesom med så meget andet, bliver man bedre til
det med tiden.
Personligt er jeg af den holdning, at jeg har
avanceret indenfor relativt kort tid. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg
har lært at strukturere mine overspringshandlinger. Ikke helt dog, man er jo nødt
til at være en kende med på noderne og inkludere ”spontan” i sin ”self-identity”.
Hvorom alting er; lad denne blog være et slående
eksempel på den perfekte overspringshandling.
Første skridt er at ”set the scene” så at sige.
Jeg har dry martini, katten er lagt til at sove, smøgerne
er linet op på stribe, og min strømforsyning er sat i stikket.
Næste skridt er at finde ud af, hvad man vil foretage
sig, helt spontant, selvfølgelig. (Vi lever vel for pokker i det senmoderne samfund!)
Her er det, at mit lille skriv kommer ind i billedet;
fordi det er rart, og fordi jeg blev inspireret (hvilket ikke har været tilfælde
alt for længe).
Her ophører det planlagte og planlagt spontane for
mit vedkommende. Strukturen ryger, og hjerte rimer på smerte… Nej (jo, lidt),
men det er nu, at jeg rent faktisk kan koncentrere mig om ikke at koncentrere
mig om alt det overspringshandlingen er til for. Dette betyder i dette tilfælde,
at resten af dette blogindlæg kommer til at mangle en seriøs råd tråd.
Jeg må indrømme, at jeg i en lang periode har
manglet(?) en sund interesse for det modsatte køn. Det er gået over – på den
relativt urealistiske, dog optimistiske, måde. Frem i lyset skal det ej desto
mindre!
Jeg arbejder på at forelske mig i en franskmand, der
kan forsøde mit otium, når jeg sidder med mit bobbede lilla hår, mine 7 katte,
Campari med vand og mine Café Creme omgivet af lilla fløj og kunstig silke.
Scenen er en beskeden lejlighed nær Place Pigalle i Paris (franskmandens og min
– ingen særeje i den forbindelse).
Franskmanden hedder Benjamin, bor i Paris, har
studeret i København og er alt andet end utiltrækkende. Sidstnævnte ved jeg,
fordi jeg har set et billede af ham. Nej, jeg er ikke hoppet tilbage til online
dating. Til gengæld har jeg stalket ham i bedste stil på nettet, men det kommer
vi tilbage til.
Jeg mødte ham for et par år siden på mit stamværtshus
– det siger han i hvert fald – jeg kan bare ikke huske det. Et halvt års tid
efter finder manden mig på Twitter. Kan ikke huske om jeg indrømmede, at jeg
ikke kunne huske ham, men han henviste til ”that bar in Copenhagen”, og
eftersom jeg kun kommer ét sted, var det ikke så svært at gætte hvor. Vi havde
en kort dialog på Twitter, og det var det.
Nu ligger landet således, at jeg er ved at være færdig
med min uddannelse og er jævnt arbejdsløs, hvorfor jeg er gået all in på Linkedin.
Her har jeg i ren desperation tilføjet alt med en puls, herunder Benjamin. – Og
søreme om der ikke var et billede af min kommende mand dér! Han så sgu sød ud –
hvorfor mine stalker-tendenser meldte sig.
Nå, men efter halvandet år har jeg kontaktet ham på
Twitter. Meget stuerent, da jeg tænker, at jeg lægger blidt ud, og fordi jeg
ikke har styr på de dér privacy settings. Han svarer! Jeg er glad og skriver
igen.
Det er nu anti-klimaks kommer på banen. Jeg skrev for
to dage siden, og han har ikke svaret. Ikke at jeg spurgte ham om noget, men
alligevel. Nu har jeg requested ham på Facebook. Kan jo for pokker ikke sidde
og trille tommelfingre. Jeg ved godt, at jeg ikke har mulighed for at tage til
Paris før til foråret, men man må vel gøre sit forarbejde.
Her slutter den ulykkelige kærlighedshistorie. - For
hvad kan jeg gøre, andet end at krydse fingre for, at han indser, at hans
kommende hustru venter i spænding på at høre fra ham…
Vil slutteligt anbefale den vermouth jeg senest har købt:
Noilly Prat (jep, den er fransk. Drikker ikke andet for eftertiden).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar