3 gode råd i forbindelse med mådehold

Det er ikke fordi, at dette indlæg skal handle om filosofi, men vi kender sikkert alle sammen udtrykket mådehold er en dyd. Vi ved sikkert også alle sammen, at ”mådehold” er en af de 4 kardinaldyder, som Platon og hans venner fandt på for mange år siden (det var faktisk Sokrates, der kom på banen med dem først. Han havde bare 5 af slagsen, hvor ”gudfrygtighed” var den sidste, men da Platon & Co. er fra ”nyere tid” giver vi lige ham æren – jeg har snart fødselsdag, så ordet ”ny” passer mig bedre…).

Nå, nok om det. Sagen er, at jeg spiste middag med min kæreste i går. Det gør vi stort set hver dag, men det her var en ”kærestemiddag”. Noget jeg ynder at kalde det ind imellem, fordi det lyder romantisk, men også for at bruge det som undskyldning for at spise lidt mere lækkert - eller bare mere(?). – Og spiste mere, var det jeg gjorde. Store lækre bøffer fra favoritslagteren. Vi taler her om 400 g.! Jo, der var skam grøntsager. Tror, at jeg spiste fire ærter, så der var plads til kødet. (Min mor har engang sagt: ”Du har altid elsket kød”. Great! Kunne det ikke have været riskiks!)

Anyway, jeg tror ikke, at den ko der havde lagt krop til min aftensmad er blevet masseret til døde, men den havde med garanti haft det godt. Det smagte i al fald sådan, så jeg tænkte, 400 g. kan enhver idiot klare, hvis muligheden byder sig. Det kunne jeg så ikke.

Jeg kunne ikke engang drikke min rødvin. Prøvede ellers en gang damage control. Kastede en Red Bull i svælget, da jeg tænkte, at en gang syntetisk energi kunne klare sagerne. Det virkede så ikke, selvom jeg er sikker på, at alle mine reserver kørte på højtryk for at bearbejde bare et minimum af det måltid, jeg havde indtaget.

Den romantik jeg havde planlagt skulle finde sted efter middagen, røg sig en tur.Vi endte foran fjernsynet, fordi jeg dårlig nok kunne bevæge mig. For fanden altså!

Hvad kan vi (jeg) så lære af det? Jo, mådehold ER(!) en dyd. Platon fandt ud af det allerede før Jesus dukkede op, for pokker. Fuck Platon, selvretfærdige idiot!

Vi gerne lige påpege, at det i dag er lørdag, og klokken var 05:58, da jeg startede dette skriv, og jeg udelukkende er oppe, fordi jeg har ondt i maven efter ædegildet i går.

Derfor: 3 råd med på vejen til dem, der også glemmer den kære kardinaldyd ind imellem.

1.     Hvis ”kærestemiddag” er en term man bruger som undskyldning for at æde som et svin, så kald det noget andet og undgå maveonde

2.     Drop kaffen kl. 05:58 lørdag morgen, hvis du kommer i samme situation som mig. Det hjælper ikke på din tilstand, og du kan med garanti ikke sove efterfølgende

3.     Har faktisk ikke et råd nr. 3. Kan bare virkelig godt lide tallet

Velbekomme…

Krisetid i en kaffe-junkies liv

Noget er galt med min krop. – Og nej, jeg er ikke i overgangsalderen (ej heller puberteten - thank God). Jeg er ej desto mindre begyndt at ryste på hænderne, efter jeg har drukket kaffe. Det startede for en måneds tid siden og krævede som minimum 5-6 glas billig instant fra Fakta. Siden da er det kun gået den forkerte vej.

En ægte kaffe-junkie ville helt sikkert råde mig til at ignorere disse ”eftervirkninger” – og jeg har skam prøvet (tro mig!). Måtte dog for 14 dage siden konstatere, at jeg var nødt til at finde en løsning, da jeg sad og lakerede negle og efterfølgende lignede en, der havde været forbi Mariehønestuen og lege med fingermaling.

Jeg satte mit forbrug ned. Max 3 glas kaffe i streg, og så SKULLE jeg drikke en halv liter vand inden jeg nappede et nyt glas (no wonder at jeg skal tisse hele tiden). Mariehønestue eller ej, det er nok ikke dér min primære udfordring kommer i spil (kan jo i virkeligheden droppe neglelakken – eller noget).

Det er i det ugentlige ”skænderi” med kæresten, at dét med at ryste på hænderne ikke har den fedeste signalværdi. Her skal lige tilføjes, at vi ikke skændes i mit parforhold. JEG skændes, imens min kæreste glor på mig, som om jeg var (er?) idiot. – Og så er det f*andeme ikke hensigtsmæssigt at ryste på hænderne, som en anden epileptiker, som har fået et kvart anfald, men ikke helt kan beslutte sig for, om det er en god idé eller ej. (kære med-epileptikere, lad være med at boykot mig trods denne udtalelse og glæd jer over, at jeg kun ryster over hele kroppen, når jeg har drukket rigtig mange shots)

Nevertheless, at ”keep up appearances” og ligne én der har styr på sit lort, når man ryster som et espeløv er dæl’me svært. Hvad vi (JEG) skændes om, er i dette tilfælde irrelevant. Hvad der er fokus her er: JEG ER NU NEDE PÅ EET GLAS I DØGNET.

Nogen, der har et godt råd?

PP.S.: Jeg mener det sgu helt seriøst; HVAD GØR JEG???

Om ikke at ville have børn – og en lille smule om at være meget lidt rummelig

Lad det være sagt med det samme: Jeg ønsker ikke at få børn, ønskede det ikke for 5, 10 eller 15 år siden, og får ikke et ønske om det – heller ikke selvom mange mødre (primært på min egen alder) bliver ved med at fortælle mig, hvor meget jeg går glip af, og at ”det nok skal komme”.  Jeg ønsker derimod at have et barn i mit liv, et barn som har rundet den alder, hvor det har smidt sutten, ikke er medlem af Pampers-klubben længere, og som er nået til et stadie af sit liv, hvor det kan føre en samtale. Det har jeg fået (kæresten havde et med). En bedårede lille pige på 5 år med masser af gå-på-mod, store forventninger til verden og en sund interesse for legetøj (hvilket sgu nok gælder piger i alle aldre med undtagelse af gå-på-modet og de store forventninger). Hun er fantastisk og sød og dejlig og velopdragen. I et underskuds-øjeblik (er det et ord?) ville jeg nok også sige, at hun er årsagen til, at jeg for nogle uger siden sad på mit køkkenbord og bløbbede rødvin og kæderøg midt om natten i afmagt. I et hvert andet øjeblik ville jeg nok have givet mig selv (og min meget korte lunte på daværende tidspunkt) skylden.

Lad mig præsentere situationen kort: kl. 02:43 falder prinsessen ned af sin seng (og nej, det er sjovt nok ikke mig vi taler om her), hele familien vågner (dvs. Far, kat og undertegnede), prinsessen samles op og trøstes. Kl. 02:44: alle vender tilbage til drømmeland – på nær mig. Omkring 03:30 finder jeg køkken og rødvin.

Det skal lige siges, at før prinsessens fald, havde jeg været sammen med hende i en lille uge. Det lyder måske ikke af meget, men når man ikke har været sammen med en 5-årig pige med en forkærlighed for sig selv og ”jeg-kan-sno-far-om-lillefingeren”-konceptet i så lang tid før, kan det godt være lidt af en udfordring. Hun er sød, er du vanvittig, hun er sød, men indrømmer blankt, at jeg allerede efter 48 timer var overbevist om, at pigebarnet var på speed. Min kæreste forsikrede mig, at det ikke var tilfældet, men jeg er stadig ikke sikker. På trods af, at vi i løbet af ”besøgsugen” tegnede og sang og legede og var på 67 udflugter, gik luften sgu ikke ud af ballonen. Ikke af hendes, i al fald. Jeg var mere træt end efter en 24-timers druktur.

Anyway, hvis jeg skal være bundærlig, så havde jeg mest lyst til at sætte ild til både far og datter og begå kollektivt selvmord sammen med min kat. – Men det må man jo ikke, så jeg valgte som sagt den nemme løsning: kombinationen af rødvin, smøger og køkkenbord. Nogen vil nok sige, at det er ”forkert” eller ”uansvarligt” at reagere på den måde (læs: drikke alkohol) med et barn i huset, men JEG KUNNE SIMPELTHEN IKKE MERE! – Og det ville sgu nok også have været ”forkert”, hvis jeg havde skreget ”hold kæft” lige ind i hovedet på barnet, så snart hun slog øjnene op efter en PISSEGOD nattesøvn.

Jeg ved ikke, om min reaktion kan betegnes som ”normal” (sammenhængen taget i betragtning), eller om det skal ses som et unikt og sørgeligt tilfælde udi den menneskelige adfærd. Det er ej desto mindre, sådan jeg agerede. Nu er der 3 dage til hun kommer igen, og jeg ser faktisk frem til det (ikke kun fordi hun ikke skal være her i mere end 4 dage).  - Og det er jo bare en time-share-ordning, hvor ”prinsessen” kun er her ca. en uge om måneden, fordi hun bor i Island. - Og jeg vil jo faktisk rigtig gerne være en af de her kvinder, der kan kaldes ”bonus-mor” (et overskuds-prædikat, man umiddelbart skal gøre sig fortjent til ved at være ”fars rummelige kæreste”), og nu har jeg jo haft min debut udi langvarigt samvær med 5-årig, så det bliver sikkert rigtig hyggeligt (vi skal pynte op til jul og alt muligt). 

Næste ”debut”  bliver så, at vi får besøg af familien fra Jylland, imens hun er her, og det bliver bare en oplevelse ud over alle grænser. Hurra! Vi skal nemlig kun være 4 voksne og 3 børn i en 3-værelses lejlighed i to dage…

(Gad vide om jeg bliver samlet op fra gulvet, hvis jeg falder ned fra køkkenbordet, selvom årsagen ville være lidt for meget rødvin)

Glædelig jul alle sammen!

Om at sige undskyld – og en lille smule om at fnugrulle sin kat

Jeg er stadig arbejdsløs. På tredje måned. Det er ikke særlig tilfredsstillende, men ikke det, dette indlæg skal handle om. Det skal derimod handle om, hvor ufattelig travlt et menneske jeg pludselig er blevet. For man er jo meget presset tidsmæssigt, når man ikke har noget at lave(???).

Selvfølgelig skriver jeg ansøgninger (med en stadig dalende optimisme), gør rent, handler ind og fnugruller min kat (hun kan altså godt lide det). Jeg er også flyttet sammen med min kæreste efter at have kendt ham i en måned, men det er en anden historie. Hvorom alting er, kan den opmærksomme læser godt se, at jeg har en relativt stramt program. – Og så er det, jeg lige er nødt til at sætte mig selv på en velfortjent og tiltrængt pause og spørge mig selv: HVAD F*ANDEN ER DET LIGE, DER FOREGÅR?

Da jeg havde et job, og da jeg skrev speciale, var tidsmangel ikke et problem som sådan. Jeg havde tid til at se mine veninder, jeg ringede til min mor et par gange om ugen OG gjorde rent OG handlede ind OG fnugrullede min kat. Set i erkendelsens lys må jeg konstatere, at jeg finder min adfærd decideret pinlig. Jeg vil derfor gerne sige undskyld for min manglende opmærksomhed. Ikke så meget til min mor, for hun virker ret uberørt af ”situationen”. Mest til de mennesker, som jeg holder ufatteligt meget af; mine venner og veninder, som sgu er der lige meget, hvor travl en hverdag, de har. Dem som jeg ikke lige får ringet tilbage til på trods af, at jeg rent faktisk går og savner dem. Dem som er det vigtigste på bundlinjen. UNDSKYLD! Jeg skal nok prøve at komme ind i kampen.

Jeg får i morgen svar på, om jeg er gået videre til 2. samtalerunde til et job, jeg virkelig gerne vil have. Vær sød at krydse fingre for, at jeg får jobbet. Ikke kun fordi det er drømmejobbet, men fordi jeg virkelig gerne vil ud af den meget stressende hverdag, jeg går og bilder mig selv ind, at jeg befinder mig i.

Om at være sindsygt forelsket – og en lille smule om det uopdagede gen

Den opmærksomme læser har nok allerede en idé om, hvad dette indlægs omdrejningspunkt er qua overskriften. Lad mig dog understrege det alligevel: jeg er blevet forelsket, og det er stukket fuldstændig af (jeg glemmer sågar at spise!).

De fleste mennesker kan, som udgangspunkt, blive enige om, at forelskelse er en god ting, specielt når det er gensidigt – og gudhjælpemig om det ikke er tilfældet (så så man det med). Jeg har været på kanotur og fundet verdens mest fantastiske, søde, sjove og lækre mand! Der må virkelig have ligget noget karma på kontoen. MEN (for selvfølgelig er der et ”men”) alligevel skal undertegnede nok kunne sparke en krise ind fra sidelinjen. Man er vel en rigtig kvinde, hurra!

Engang i det 19. århundrede kategoriserede den kloge Stendhal den gensidige følelse af at være seksuelt og emotionelt tiltrukket af hinanden, og mere eller mindre ude af stand til at fokusere på noget andet end forholdet som ”amour passion”. – Og uden tvivl, det er dér jeg ligger og padler rundt.

Det er fantastisk, men der er stadig ikke nogen, der har kategoriseret eller fundet det gen, der forårsager ”tænk hvis han nu ikke kan lide mig alligevel”-krisen, fordi han ikke lige er opmærksom i 20 minutter. Denne følelse til trods for, at jeg konstant får at vide, at jeg er fantastisk, dejlig og lækker. – Og, som det halvpsykotiske kvindemenneske jeg er, har lukket op for godteposen i et svagt øjeblik og fortalt, at jeg har denne følelse, og svaret bliver mødt med rummelighed og flere komplimenter til samlingen og en ”os-to-for-evigt”-mentalitet, der absolut ikke er til at tage fejl af. Det er all rainbows and butterflies, og havde det ikke været fordi, vi interagerer seksuelt uafbrudt (må man sige ”knalde” i et forum som dette?), så havde det været lige til en romantisk blockbuster.

Skrider genet på permanent sommerferie af den grund? Nej, selvfølgelig NEJ! Hvad er det lige, der foregår? Er der venligst nogen, der gider at svare?! Jeg må konstatere, at jeg ikke er det eneste fjols, der render rundt og overanalyserer og opfører sig dybt utaknemmeligt og latterligt i en situation, der er, ja, all rainbows and butterflies. Min veninde Marija ville sige, at det har noget med frygt at gøre. Min anden veninde Nana ville nok sige, at jeg er syg i potten. Jeg mener stadig, at det er et uopdaget gen, for det ville s*tme være katastrofalt, hvis jeg selv er spade nok til at være skyld i det. Der må være noget forsker, der kommer ind i kampen her. (og så tager vi lige en dyb vejrtrækning)

Anyway, lige nu går det meget godt. Det uopdagede gen har taget en lur, og jeg sidder ekstatisk og fatter ikke, hvor fantastisk mit liv er. Aldrig har jeg være så glad i låget! Verden er vidunderlig!

Slutteligt vil jeg sige: ”Benjamin, jeg beklager, men det bliver sgu aldrig os to”. Til læsere der ikke har læst mit sidste indlæg, kan jeg afsløre, at Benjamin er en franskmand, jeg ikke kan huske at have mødt, og som jeg havde en plan om at indlede et forhold til, når jeg en dag går på pension.

(Hvis nogen skulle støde på et reality show med navnet ”Fra kano til kærlighed”, er det mig, der har solgt konceptet til en desperat tv-station, for jeg er stadig arbejdsløs, og jeg er sikker på, at min enestående situation vil være yderst indbringende. Måske kun de første par afsnit, da det ikke når op på siden af Paradise Hotel og ikke byder på bunkepul til aftenkaffen.  – Selvom der sikkert ville være masser af tilmeldte, hvis det var tilfældet, da jeg jo er max lækker (for det siger min kæreste selv!). )

Om overspringshandlinger – og en lille smule om at være en lille smule frankofil

Lad mig sige det med det samme ”overspringshandlinger” er blevet en fast del, ikke kun af mit ordforråd, men af hele mit repertoire, herunder min adfærd, indenfor de sidste par måneder. Og ligesom med så meget andet, bliver man bedre til det med tiden.

Personligt er jeg af den holdning, at jeg har avanceret indenfor relativt kort tid. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg har lært at strukturere mine overspringshandlinger. Ikke helt dog, man er jo nødt til at være en kende med på noderne og inkludere ”spontan” i sin ”self-identity”.

Hvorom alting er; lad denne blog være et slående eksempel på den perfekte overspringshandling.

Første skridt er at ”set the scene” så at sige.

Jeg har dry martini, katten er lagt til at sove, smøgerne er linet op på stribe, og min strømforsyning er sat i stikket.

Næste skridt er at finde ud af, hvad man vil foretage sig, helt spontant, selvfølgelig. (Vi lever vel for pokker i det senmoderne samfund!)  

Her er det, at mit lille skriv kommer ind i billedet; fordi det er rart, og fordi jeg blev inspireret (hvilket ikke har været tilfælde alt for længe).

Her ophører det planlagte og planlagt spontane for mit vedkommende. Strukturen ryger, og hjerte rimer på smerte… Nej (jo, lidt), men det er nu, at jeg rent faktisk kan koncentrere mig om ikke at koncentrere mig om alt det overspringshandlingen er til for. Dette betyder i dette tilfælde, at resten af dette blogindlæg kommer til at mangle en seriøs råd tråd.

Jeg må indrømme, at jeg i en lang periode har manglet(?) en sund interesse for det modsatte køn. Det er gået over – på den relativt urealistiske, dog optimistiske, måde. Frem i lyset skal det ej desto mindre!

Jeg arbejder på at forelske mig i en franskmand, der kan forsøde mit otium, når jeg sidder med mit bobbede lilla hår, mine 7 katte, Campari med vand og mine Café Creme omgivet af lilla fløj og kunstig silke. Scenen er en beskeden lejlighed nær Place Pigalle i Paris (franskmandens og min – ingen særeje i den forbindelse).

Franskmanden hedder Benjamin, bor i Paris, har studeret i København og er alt andet end utiltrækkende. Sidstnævnte ved jeg, fordi jeg har set et billede af ham. Nej, jeg er ikke hoppet tilbage til online dating. Til gengæld har jeg stalket ham i bedste stil på nettet, men det kommer vi tilbage til.

Jeg mødte ham for et par år siden på mit stamværtshus – det siger han i hvert fald – jeg kan bare ikke huske det. Et halvt års tid efter finder manden mig på Twitter. Kan ikke huske om jeg indrømmede, at jeg ikke kunne huske ham, men han henviste til ”that bar in Copenhagen”, og eftersom jeg kun kommer ét sted, var det ikke så svært at gætte hvor. Vi havde en kort dialog på Twitter, og det var det.

Nu ligger landet således, at jeg er ved at være færdig med min uddannelse og er jævnt arbejdsløs, hvorfor jeg er gået all in på Linkedin. Her har jeg i ren desperation tilføjet alt med en puls, herunder Benjamin. – Og søreme om der ikke var et billede af min kommende mand dér! Han så sgu sød ud – hvorfor mine stalker-tendenser meldte sig.

Nå, men efter halvandet år har jeg kontaktet ham på Twitter. Meget stuerent, da jeg tænker, at jeg lægger blidt ud, og fordi jeg ikke har styr på de dér privacy settings. Han svarer! Jeg er glad og skriver igen.

Det er nu anti-klimaks kommer på banen. Jeg skrev for to dage siden, og han har ikke svaret. Ikke at jeg spurgte ham om noget, men alligevel. Nu har jeg requested ham på Facebook. Kan jo for pokker ikke sidde og trille tommelfingre. Jeg ved godt, at jeg ikke har mulighed for at tage til Paris før til foråret, men man må vel gøre sit forarbejde.

Her slutter den ulykkelige kærlighedshistorie. - For hvad kan jeg gøre, andet end at krydse fingre for, at han indser, at hans kommende hustru venter i spænding på at høre fra ham…

Vil slutteligt anbefale den vermouth jeg senest har købt: Noilly Prat (jep, den er fransk. Drikker ikke andet for eftertiden).

Om at skamme sig - men kun en lille bitte smule

Jeg er kommet til at tænke ikke særlig pæne tanker om et andet menneske. Et menneske, som ikke har opført sig særlig pænt overfor andre mennesker, men som udgangspunkt får tilbage tifold nu. Og jeg fryder mig sgu en lille bitte smule - det er løgn - jeg fryder mig helt op i skyerne.

Og så tænker jeg: er der en straf for at tænke som jeg gør? 

Nu er jeg som udgangspunkt hverken religiøs eller overtroisk (jeg ved at nogen ville sige, at det er det samme), men jeg overvejer sgu alligevel, om der er noget "minus-karma" efter mig i denne forbindelse. -Og at det fandeme har vidst, siden jeg kom til verden, at jeg ind imellem tænker som en lille led heks. Fordi hvorfor skulle jeg ellers være udstyret med tyndt slaskehår, som aldrig vil makke ret, hvorfor er min hukommelse ind imellem så skidt, at jeg nærmest flover mig, hvorfor kan jeg få tømmermænd af to små øl, hvorfor slår jeg mine planter ihjel for et godt ord (ikke med vilje) osv osv.? 

Jeg er opmærksom på, at disse ting ikke er noget der forstyrrer verdensfreden, og at der sker mange dejlige ting omkring mig, men det er sgu stadig ting, der irriterer mig i min hverdag. Som i relativt meget, hvilket nok er den største straf. 

Tænker, at der sidder en eller anden lille karma-nisse et eller andet sted og griner sin røv i laser. Primært over min irritation over småting. Han går ikke væk, og det værste er, at jeg ved jo godt, at det ikke er sidste gang, at han markerer sig, for det er sgu ikke sidste gang, jeg tænker som en led kost.

Så kan jeg lære det - eller hvad?