Jeg har en profil på et dating site. Det blev jeg i dag mindet om, da jeg modtog en mail, som med dommedagsrøst fortalte mig, at min ”du-får-det-hele-på-den-halve-tid-og-lever-lykkeligt-til-dine-dages-ende”-profil ville udløbe indenfor de næste 48 timer. Der var selvfølgelig hjælp at hente; et meget nærværende link, der fluks ville føre mig til en betalingsside, som kunne sikre min romantiske fremtid, smilede glad til mig.
Nu ligger landet bare sådan, at trangen til at hoppe ned i kaninens hul (der ifølge dating sitet skulle være fyldt med elskovshungrende og kærlige mænd) var ret fraværende. Jeg er desværre(?) nået til det punkt i mit singleliv, at jeg for længst har været forbi følgende faser: 1) Jeg er single, det er fedt, stik mig noget sex PRONTO! 2) Mænd er ikke kun sexlegetøj, de er også kærestepotentiale, med masser af overskud til mig. 3) Overskud udebliver, desperationen efter en kæreste kommer snigende. 4) Desperationen forsvinder og erstattes af lyserød og fortrøstningsfuld længsel efter en (k)ærlig mand., samt 5) Total opgivelse (for der er jo ingen der vil have mig, piv, PIV). Jeg er nu nået til, hvad jeg egentlig synes er den mest ærgerlige fase: Dovenskab (ville have kastet et udråbstegn ind fra sidelinjen, men jeg magtede det ikke).
Det er ikke fordi jeg ikke ønsker mig en kæreste, men det er heller ikke fordi jeg gør, og det går jo fint uden, og det er jo nok også lidt besværligt, og i øvrigt er jeg begyndt at fylde relativt meget i mit eget liv, så der er faktisk ikke plads. – Og så har jeg en kat, så hvad fanden skal jeg med en mand (så er der jo to, der kan fælde i min seng).
”It’s the circle of life”, ville hele Danmarks sex- og parforholdsorakel, Joan Ørting, sikkert synge med sikker og sprød stemme, vel akkompagneret af 20 disciple i baggrunden med hver deres messende dildo i hånden, ”det hele skal nok komme tilbage til dig - tralalaaaaa”. ”But I don’t give a f*ck”, ville jeg så hæst svare, ”for jeg maaaaagter det ikke”.
Nå, men tilbage til mailen og min profil, der udløber om faretruende kort tid. Jeg oprettede den jo for et par måneder siden med mere eller mindre blod på tanden. – Og så kostede det jo kun en flad tyver for en lille ”prøveuge”, og det kunne jeg da godt lige overkomme. ”Paa den syvende Dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede paa den syvende Dag efter det værk han havde udført”, står der i 1. Mosebog. Nu er det bare sådan, at dating sites, for mit vedkommende, hviler lidt mere end de udfører på den syvende dag, så der var kort fortalt ingen rotte i fælden. Jeg ville med andre ord gerne melde mig ud af sekten. Linket med ”jeg-stemmer-mig-selv-ud”-funktionen var bare mere hemmelig end forventet, og da jeg endelig kom i telefonisk kontakt med pågældende dating sites’ kundeservice, var det for sent. Sekten havde allerede hapset godt firehundrede kroner fra undertegnedes, i forvejen slidte, betalingskort. Oh well, så må man jo alligevel til det (selvom jeg virkelig ikke magter det) og være lidt aktiv på sitet, tænkte jeg. – Og jeg prøvede også. Efter prøveugen havde jeg endnu ikke fået skrevet den obligatoriske salgstale, der hører sig hjemme på en dating profil. Havde dog helt obligatorisk løjet om min vægt, overvejet at lyve om min alder, undret mig over, hvor jeg står politisk og ellers udfyldt resten af ”den nemme” del af profilen; mørkhåret, 173 cm. høj, glad for 80’er pop, ryger etc.
Jeg ved ikke helt, om man kan sige, at det gav pote. Havde sådan set forventet en eksplosion i min indbakke med mænd der bare gerne ville giftes med mig, eventuelt føde mine børn (vi skal vel have ligestilling). Succesen udeblev. Ikke at jeg ikke modtog post, for det gjorde jeg da, bare ikke fra nogen, der appellerede synderligt meget til mig. Enten var de for tynde, for lave, for langt væk, for gamle, for unge, ja, you name it. Der var sgu et eller andet i vejen med dem alle sammen. Nu er det jo ikke fordi, jeg selv er en langbenet modella med langt lyst hår og kan klemme mig ned i 90-60-90 cm.-skabelonen, så jeg ved egentlig ikke, hvor min Mæersk-lignende kravspecifikation kom fra. Skal spare dig, kære læser, for detaljerne, men kravene var der ej desto mindre. Nogen vil kalde mig kræsen, andre vil nok kalde mig selektiv, hvad jeg vil definere mig selv som, udover doven, må stå hen i det uvisse.
Jeg må dog nok bare erkende, at digitale scoresteder, ikke er de ideelle jagtmarker for mig, men samtidig også se i øjnene, at ”de ideelle”, hvad det så dækker over, er gået i hvile-mode, og jeg magter helt ærligt ikke at lede efter dem.
