Jeg er kommet til at tænke ikke særlig pæne tanker om et andet menneske. Et menneske, som ikke har opført sig særlig pænt overfor andre mennesker, men som udgangspunkt får tilbage tifold nu. Og jeg fryder mig sgu en lille bitte smule - det er løgn - jeg fryder mig helt op i skyerne.
Og så tænker jeg: er der en straf for at tænke som jeg gør?
Nu er jeg som udgangspunkt hverken religiøs eller overtroisk (jeg ved at nogen ville sige, at det er det samme), men jeg overvejer sgu alligevel, om der er noget "minus-karma" efter mig i denne forbindelse. -Og at det fandeme har vidst, siden jeg kom til verden, at jeg ind imellem tænker som en lille led heks. Fordi hvorfor skulle jeg ellers være udstyret med tyndt slaskehår, som aldrig vil makke ret, hvorfor er min hukommelse ind imellem så skidt, at jeg nærmest flover mig, hvorfor kan jeg få tømmermænd af to små øl, hvorfor slår jeg mine planter ihjel for et godt ord (ikke med vilje) osv osv.?
Jeg er opmærksom på, at disse ting ikke er noget der forstyrrer verdensfreden, og at der sker mange dejlige ting omkring mig, men det er sgu stadig ting, der irriterer mig i min hverdag. Som i relativt meget, hvilket nok er den største straf.
Tænker, at der sidder en eller anden lille karma-nisse et eller andet sted og griner sin røv i laser. Primært over min irritation over småting. Han går ikke væk, og det værste er, at jeg ved jo godt, at det ikke er sidste gang, at han markerer sig, for det er sgu ikke sidste gang, jeg tænker som en led kost.
Så kan jeg lære det - eller hvad?