Lad det være sagt med det samme: Jeg ønsker
ikke at få børn, ønskede det ikke for 5, 10 eller 15 år siden, og får ikke et
ønske om det – heller ikke selvom mange mødre (primært på min egen alder)
bliver ved med at fortælle mig, hvor meget jeg går glip af, og at ”det nok skal
komme”. Jeg ønsker derimod at have
et barn i mit liv, et barn som har rundet den alder, hvor det har smidt sutten,
ikke er medlem af Pampers-klubben længere, og som er nået til et stadie af
sit liv, hvor det kan føre en samtale. Det har jeg fået (kæresten havde et med).
En bedårede lille pige på 5 år med masser af gå-på-mod, store
forventninger til verden og en sund interesse for legetøj (hvilket sgu nok gælder
piger i alle aldre med undtagelse af gå-på-modet og de
store forventninger). Hun er fantastisk og sød og dejlig og velopdragen. I
et underskuds-øjeblik (er det et ord?) ville jeg nok også sige, at hun er
årsagen til, at jeg for nogle uger siden sad på mit køkkenbord og bløbbede
rødvin og kæderøg midt om natten i afmagt. I et hvert andet øjeblik ville jeg
nok have givet mig selv (og min meget korte lunte på daværende tidspunkt)
skylden.
Lad mig præsentere situationen kort: kl. 02:43
falder prinsessen ned af sin seng (og nej, det er sjovt nok ikke mig vi taler
om her), hele familien vågner (dvs. Far, kat og undertegnede), prinsessen
samles op og trøstes. Kl. 02:44: alle vender tilbage til drømmeland – på nær
mig. Omkring 03:30 finder jeg køkken og rødvin.
Det skal lige siges, at før prinsessens fald,
havde jeg været sammen med hende i en lille uge. Det lyder måske ikke af meget,
men når man ikke har været sammen med en 5-årig pige med en forkærlighed for
sig selv og ”jeg-kan-sno-far-om-lillefingeren”-konceptet i så lang tid før, kan
det godt være lidt af en udfordring. Hun er sød, er du vanvittig, hun er sød,
men indrømmer blankt, at jeg allerede efter 48 timer var overbevist om, at
pigebarnet var på speed. Min kæreste forsikrede mig, at det ikke var tilfældet,
men jeg er stadig ikke sikker. På trods af, at vi i løbet af ”besøgsugen”
tegnede og sang og legede og var på 67 udflugter, gik luften sgu ikke ud af
ballonen. Ikke af hendes, i al fald. Jeg var mere træt end efter en 24-timers
druktur.
Anyway, hvis jeg skal være bundærlig, så havde
jeg mest lyst til at sætte ild til både far og datter og begå kollektivt
selvmord sammen med min kat. – Men det må man jo ikke, så jeg valgte som sagt
den nemme løsning: kombinationen af rødvin, smøger og køkkenbord. Nogen vil nok
sige, at det er ”forkert” eller ”uansvarligt” at reagere på den måde (læs:
drikke alkohol) med et barn i huset, men JEG KUNNE SIMPELTHEN IKKE MERE! – Og det ville sgu nok også have været ”forkert”, hvis jeg havde skreget ”hold kæft”
lige ind i hovedet på barnet, så snart hun slog øjnene op efter en PISSEGOD
nattesøvn.
Jeg ved ikke, om min reaktion kan betegnes som ”normal” (sammenhængen taget
i betragtning), eller om det skal ses som et unikt og sørgeligt tilfælde udi
den menneskelige adfærd. Det er ej desto mindre, sådan jeg agerede. Nu er der 3
dage til hun kommer igen, og jeg ser faktisk frem til det (ikke kun fordi hun
ikke skal være her i mere end 4 dage). - Og det er jo bare en time-share-ordning, hvor ”prinsessen”
kun er her ca. en uge om måneden, fordi hun bor i Island. - Og jeg vil jo faktisk rigtig gerne være en af de her
kvinder, der kan kaldes ”bonus-mor” (et overskuds-prædikat, man umiddelbart
skal gøre sig fortjent til ved at være ”fars rummelige kæreste”), og nu har jeg
jo haft min debut udi langvarigt samvær med 5-årig, så det bliver sikkert
rigtig hyggeligt (vi skal pynte op til jul og alt muligt).
Næste ”debut” bliver så, at vi får besøg af familien fra
Jylland, imens hun er her, og det bliver bare en oplevelse ud over alle
grænser. Hurra! Vi skal nemlig kun være 4 voksne og 3 børn i en 3-værelses lejlighed i
to dage…
(Gad vide om jeg bliver samlet op fra gulvet, hvis jeg falder ned fra
køkkenbordet, selvom årsagen ville være lidt for meget rødvin)
Glædelig jul alle sammen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar